Fortællingen:

Hunden Tob og den forsvundne kanin

Der var engang en sød lille gravhund, der hed Tob.

Han boede i en idyllisk landsby omgivet af bakker og enge, et perfekt sted for en eventyrlysten gravhund. Hver morgen hyggede han sig med sin familie, inden han gik på opdagelse i nabolaget. Tob var altid frisk og fuld af energi og spændt, klar til at udforske verden omkring sig. Familien kaldte ofte på ham for at få ham til at komme tilbage, men Tob lyttede sjældent. Han var allerede på vej, ivrig efter at se, hvad dagen havde at byde på.

Tob elskede at besøge naboens kaniner. Han blev så glad og begejstret, at han gøede og sprang rundt om buret, hvilket gjorde kaninerne lidt nervøse. Men denne dag var noget anderledes. Der var noget galt. En af kaninerne var væk. Tob kunne hverken se eller lugte kaninen. Han kunne kun se, at den var væk. Gad vide hvor den er henne, tænkte Tob.

Tob gik hjem igen og snart opdagede naboerne og også hans egen familie, at kaninen manglede. De begyndte at se mistroisk på Tob og tænkte på, om han mon havde noget med det at gøre.”Har Tob skræmt kaninen væk?”, hviskede familie-medlemmerne til hinanden. De håbede på, at det ikke var Tob, mens de havde bange anelser. Tob så på dem med store forvirrede øjne. “Åh nej, nu tror de, at det er mig, der har skræmt kaninen væk. Jeg vil jo bare lege med mine kanin-venner, tænkte han!

Fortvivlet vidste Tob ikke, hvad han skulle gøre. “Jeg må finde ud af, hvad der er sket,” tænkte han og skyndte sig hen til sin kloge ven, uglen, som sad højt oppe i et træ. “Ugle! Ugle!” gøede Tob til uglen. “Har du set, hvad der er sket med kaninen? Alle tror, det er mig!” Uglen sagde: “Ja, jeg så det hele. Det var ikke dig, Tob. I nat så jeg en pige snige sig hen til buret og tage kaninen.” “En pige?” spurgte Tob. “Hvorfor tog hun den?” “Hun ønskede sig sådant et nyt kæledyr”, svarede uglen med sin dybe rolige stemme. “Jeg så hende fange kaninen og tage den med sig” sagde Uglen. “Tak, Ugle!” Sagde Tob. Uglen havde set det hele og nu var det op til Tob at finde kaninen. “Jeg skal nok finde den”, tænkte Tob. Han var god til at snuse og havde allerede fået færden af pigen. Han vidste lige i hvilken retning hun var gået.

Tob havde en næse som en god jagthund. Tob fandt kaninen i et bur i pigens have. “Kom, lille ven. Jeg skal nok få dig hjem. Kom før pigen opdager os” hviskede han. Han åbnede lågen til buret med sin snude og kaninen hoppede ud af buret. Pigen så Tob og kaninen og blev flov over hvad hun havde gjort.

Med kaninen ved sin side løb Tob tilbage til nabolaget. Da han kom hjem, var alle i nabolaget forbløffede og meget glade. “Tob har fundet kaninen!” råbte de og alle ville se den modige hund. Pigen sagde undskyld til naboerne, og de tilgav hende. Hun fik lov til at komme og lege med kaninerne fremover, men kun når de voksne var til stede.

Tob blev hyldet som en helt, og familien tog ham stolt med hjem. Alt var nu tilbage til normalt og kaninen var trygt tilbage hos naboen. Tob lagde sig glad og tilfreds i sin kurv ved sin familie. “Godt klaret, Tob,” sagde de, mens de aede ham. Tob følte sig glad og elsket, og blev igen hyldet som deres gode hund.