26 juni 2017

Louise Klinge:

Jeg vandt i april måned årets Ph.d. Cup, hvor der dystes i at formidle tre års forskning på tre minutter. Jeg havde håbet, jeg ville vinde! For min ph.d. giver stemme til de primære aktører i folkeskolen – børnene og lærerne.

På baggrund af mange og lange samtaler med både børn og voksne i skolen og mange timers observation af undervisning, har jeg nøje undersøgt, hvad læreren præcist gør, der bidrager til, at børnene trives og engagerer sig undervisningen – eller det modsatte.

Og hvad der sætter læreren i stand til at lykkes med den umådeligt vanskelige opgave.

Lærere og børn tilbringer så mange timer sammen på 10 år, så derfor er en viden om deres samspil særdeles vigtig og kan have konsekvenser for både læreruddannelsen, efteruddannelse og skolens struktur.

At vinde Ph.d. Cup sætter fokus på folkeskolen på baggrund af forskning, der har taget sit afsæt i skolens krumtap ­– mødet mellem lærer og barn – og i deres oplevelser af det møde.

Lærerens relationskompetence

Når læreren lykkes i mødet med barnet, kalder man det, at læreren agerer relationskompetent.

Det vil sige, at han eller hun indgår i positive samspil med hvert barn og klassen som helhed, der gør, at børnene har det godt, at de kan udvikle sig fagligt, socialt og personligt, og at klassen kan blive et læringsfællesskab, hvor alle engagerer sig og af den grund lærer en masse.

Som dommer Martin Breum i Ph.d. Cup sagde: »Det er det, der skal til for at få skolen til at fungere.«

Man kan læse mere om kendetegn og betingelser for læreres relationskompetence her, i min ph.d, der ligger til gratis download her, og i bogversionen med smukke illustrationer, som man kan købe her.

Min forskning viste, at lærerens relationskompetence er en nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for, at undervisningen muliggør, at alle børn og unge engagerer sig og kan gå berigede hjem hver dag og ud i verden en dag.

I mit ph.d.-projekt deltog blandt andet to lærere, der hvilede i deres undervisning og var glade for hverdagen med børnene.

Lærerne var fagligt ambitiøse og kompetente og agerede generelt relationskompetent, og børnene var begejstrede for dem og deres undervisning.

Her var med andre ord et godt afsæt for at skabe vellykket undervisning for alle i klassen. Alligevel var der kun få situationer, hvor det lykkedes at etablere klassen som et læringsfællesskab, hvor alle engagerede sig.

Skolens indretning

Det er med til at rejse spørgsmålet, om den måde, vi som samfund driver skole på, er optimal og generelt gør det muligt for lærere at gennemføre undervisning, der i overvejende grad understøtter alle børns trivsel og udvikling.

Mange bestemmelser er gået i arv i generationer og tages ofte for givet. Men det er aldrig bevist, at det for eksempel er bedst hverken for barnet eller for samfundet at:

• børn og unge skal kunne det samme på bestemte tidspunkter
• lade børnene koncentrere sig om mange forskellige fag den samme dag samt lade en klokke afgøre, hvornår engagementet i et fag skal begynde og slutte
• vurdere børn og unge gennem tal i forhold til, om de kan redegøre for den rette forståelse af verden, som skolen har formidlet
• vægte boglige færdigheder højere end kreative og håndværksmæssige
• inddele børn efter alder
• op til 28 børn skal undervises af én lærer i ét rum

Den måde at indrette børns skolegang på er hverdagen mange steder i landet. Det får en dreng i 8. klasse, jeg har interviewet, til at beskrive en almindelig skoledag således:

”Man kommer ind ad døren og ser, om læreren er kommet, så sætter man sig ned og finder sine ting, og så er det ellers bare en helt almindelig dag. Man sidder på sin røv, hører efter, hvad læreren siger, og skriver noter. Jeg tror, der er mange, der efter deres uddannelse ikke kommer til at sidde på en stol i deres job. Jeg tror ikke, der er nogen i vores klasse, der kommer til at sidde på kontor. Og det er det, lærerne træner os til – at sidde på kontor.”